Jeg hedder Bodil, er født i 1968 og har været dagplejer siden 1996.
Jeg er uddannet pædagogisk assistent, ICDP certificeret og ligesom alle andre dagplejere i Vordingborg Kommune er jeg DGI og yoga certificeret, senest re-certificeret i efteråret 2022. Derudover bliver vi løbende opdateret vedr. førstehjælp.
Jeg bor i et lyseblåt 2-planshus og har 2 voksne udeboende børn og en lille hund.
Vi bruger hele husets underetage og min dejlige have. Rundt om huset har jeg fliser, hvor der kan cykles, køres på motorcykel og tegnes med kridt. Sandkassen og rutsjebanen er også populære.
Jeg arbejder ud fra Dagplejens Læreplan.
Vi bruger naturen hele året og taler om årstiderne, dyr, blomster og dufte.
Vi går tur i skoven, ude i haven eller på besøg hos en kollega med hendes børn.
Vi bruger sang, musik, historielæsning og fortælling.
Vi spiser i en rolig og hyggelig stemning, hvor vi sammen kan få snakket om dagens oplevelser.
Velkommen her hos mig - jeg glæder mig til at møde jer.
Mine værdier
- Der er et trygt og ægte nærværende samvær.
- Respektere og have tillid til hinanden, åben dialog.
- Børnene lærer at indgå i et godt socialt samspil.
- Hverdagen er tryg og forudsigelig med tid til fordybelse.
- Give barnet mod og lyst til at lære nye ting.
- Stimulere sproglig udvikling (historie, sang, rim, remser, sætte ord på det vi gør og ser).
- Stimulere motorisk udvikling med aldersvarende udfordringer (dans, rytmik, bevægelse).
Vores dag i dagplejen
Der tilbydes morgenmad frem til kl. 8.00, formiddagsmad ca. kl. 9.00, efterfulgt af samling, hvor vi synger, har dialogisk læsning samt andre aktiviteter.
Ca. kl. 11.00 spiser vi fælles frokost og efter middagslur tilbydes der eftermiddagsmad efterhånden som børnene står op. Maden er naturligvis økologisk.